Content plan: Sådan skaber du en content strategi

Hvordan skaber man egentlig den perfekte content plan? Findes der overhovedet et endegyldigt svar på, hvad der er rigtigt og forkert i den sammenhæng?

Det gør der nok ikke, og jeg påstår på ingen måde, at fremgangsmåden og idéerne her i artiklen er den eneste rigtige måde at gøre det på. Du kan tage det, du finder relevant, og dét kan du så kombinere med viden og input fra de mange andre guides, der findes om emnet rundt omkring.

Man har efterhånden fået tudet ørerne fulde af vigtigheden af at skabe content på kontinuerlig basis. Man skal skabe indhold. Hele tiden og en hel masse af det.

Når man skal stykke en content strategi sammen, så kan det i hvert fald først og fremmest være oplagt at stille sig selv et par reflekterende spørgsmål, der i sidste ende kan være med til at skabe den bedst tænkelige strategi for lige præcis dig og din virksomhed.

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (No Ratings Yet)
Loading...

Hvem skal læse dit indhold?

Før du kaster dig ud i at udarbejde indhold, vil det være en god start at reflektere over, hvem der er den primære målgruppe for dit indhold. Er det en bred målgruppe, eller er det en mere snæver og meget specifik gruppe af mennesker, du forsøger at ramme?

Du har højst sandsynligt mere end blot én type kunde i forretningen, og netop derfor er det også vigtigt at skelne mellem dine forskellige typer af kunder i planlægningen og eksekveringen af din content strategi. Samtidig kan der være forskel på, hvilke typer af indhold der giver bedst mening på forskellige sociale platforme. Det er også noget, der er værd at tænke over.

Hvilke problemer løser du med dit indhold?

I din forretning sælger du formentlig et produkt eller en service, der opfylder et eller andet behov for kunden. På samme måde skal dit indhold gerne opfylde et behov hos modtageren. Om det har til hensigt at gøre modtageren klogere, underholde, vække nysgerrighed eller noget helt andet, er ikke det vigtige her. Det vigtige er, at der ER et formål og et problem, man forsøger at løse for brugeren, og det skal naturligvis gerne skinne igennem i indholdet.

Hvilke formater skal indholdet udformes i?

Du har måske en idé om et behov, et problem eller et emne, du ønsker at afdække. Er der mon et bestemt format, som er oplagt at udarbejde indholdet i?

Bør det være i form af videoindhold, lange og uddybende blogindlæg/artikler, infographics, podcasts, whitepapers eller noget helt andet?

Mulighederne er mange.

Hvilke platforme skal dit indhold udgives på?

Når du har fundet ud af, hvilke typer af indhold du helt præcist ønsker at udarbejde, kan du begynde at tænke over, hvor indholdet skal optræde og præsenteres henne.

På hvilke platforme vil det give bedst mening at præsentere indholdet?

Nogle typer af indhold fungerer bedre på Instagram, end de gør på Facebook. Nogle typer af indhold fungerer bedre på Pinterest, end de gør på Instagram.

Derfor er det vigtigt at lave en content strategi

Formår du at planlægge og føre en effektiv content plan ud i livet, kan det være kilde til en masse trafik og relevante leads.

Med et velskrevet, relevant blogindlæg, som man rent faktisk bliver klogere af at læse, og som løbende genererer en betydelig mængde trafik, kan du kontinuerligt skabe nye leads for dig selv, hvis du eksempelvis formår at inkorporere muligheden for, at brugeren kan downloade et relevant whitepaper eller en spændende e-bog spækket med viden, som brugeren får lyst til at downloade.

Dermed kan et gennemarbejdet stykke indhold – som f.eks. et blogindlæg – leve videre og generere trafik, interesse og leads, selv lang tid efter selve udgivelsen.

Udover at du med dit indhold kan skabe leads, så er det samtidig en oplagt mulighed for, at du kan etablere dig som en troværdig og autoritær kilde til viden, som dine brugere løbende kan vende tilbage til for at blive klogere.

Formår du at etablere dig som dét brand og den aktør i branchen, man som kunde går til, når man søger viden, så har du pludselig en betydelig fordel i kampen mod konkurrenterne.

Typer af indhold i en content plan

Nu har vi mere eller mindre overfladisk været inde på, hvilke overordnede tanker man kan gøre sig med sin content plan, inden man kaster sig ud i det praktiske arbejde med udviklingen af det konkrete indhold.

Når man kigger på, hvilke formål der er med indholdet, man udarbejder, så kan man dele det op i flere forskellige kategorier. Dem kommer jeg ind på herunder:

Indhold, der har til formål at skabe trafik

Her forsøger man at ranke på et søgeord med mellem eller høj volumen.

I samme ombæring – med denne type af indhold – kan målet være at skabe opmærksomhed og et omdømme, hvor du med dit brand etablerer dig som en kilde til relevant og gennemarbejdet viden.

Det vil forhåbentlig i sidste ende gøre, at du ranker relativt højt på de ønskede søgeord, hvilket kan styrke din hjemmesides generelle indsats ift. SEO.

Indhold med holdninger

Her er formålet i første omgang ikke at ranke på specifikke søgeord som led i en målrettet SEO-indsats. Her er målet derimod at skabe debat, udtrykke holdninger og tage et standpunkt.

Denne type af indhold kan skabe backlinks, hvis man eksempelvis laver en video eller artikel, der skaber så stor opmærksomhed, at den giver anledning til, at mange vælger at linke til indholdet.

Målet er som sagt ikke, at indholdet skal ranke på specifikke keywords, men det kan det i sidste ende godt komme til at gøre alligevel, hvis det viser sig at blive et indlæg med en masse trafik, og i så fald er det jo blot en herlig sidegevinst.

Indhold, der har til formål at skabe leads

Her kan det være, at man forsøger at ranke på søgeord med lavere volumen, men hvor der er tale om meget specifikke søgninger, som gør, at man forhåbentlig rammer de helt rigtige besøgende, som er klar på at tage action og blive til leads.

Helt konkret kan målet her være at få brugerne til at downloade det indhold, du tilbyder dem gratis, og senere hen kan det være, at det bliver til betalende kunder.

Her befinder vi os i bunden af salgstragten. Det er dem, vi kan forvente, der er tilbøjelige til at blive til kunder, der kan generere indtægt. De vil i hvert fald i de fleste tilfælde være mere tilbøjelige til det, end de vil være ved de to førnævnte typer af indhold.


Mange virksomheder formår måske ikke at skabe indhold indenfor alle tre nævnte kategorier. Det vil naturligvis også kræve, at man dedikerer de fornødne ressourcer til det, hvis man på kontinuerlig basis skal levere store mængder af content i alle afskygninger, men de fleste vil kunne skrue op for produktionen af indhold allerede i dag, uden at man behøver at skulle ud og udvide medarbejderstaben markant. Det er ikke nødvendigt at hyre en contentspecialist, tekstforfatter, videoproducent lige med det samme, men det kan man selvfølgelig gøre, når behovet for det opstår.

Man kan sagtens se det som en proces, hvor man løbende skruer op for produktionen.

Netop fordi at det meget vel kan blive en stor mundfuld for de fleste at skulle skrue meget op for produktionen af indhold, kan det selvfølgelig give mening at udlicitere dele af produktionen til f.eks. et tekstbureau.


Content marketing plan: Sådan kan du gribe det an

Hvad er dit mål?

Hvad vil du gerne opnå med den content plan, du lægger for arbejdet med din virksomheds indhold?

Hvorfor vil du lave indhold, og hvorfor vil du lave en plan for det?

Hvis du først og fremmest sørger for at have klokkeklare mål for, hvad du gerne vil opnå, så bliver det uden tvivl nemmere at bevare overblikket i løbet af hele processen, og det hjælper dig også, inden du begynder selve planlægningen af din strategi.

Hvem er målgruppen?

Som allerede nævnt er det selvfølgelig vigtigt at vide, hvem man laver indholdet til. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse for nogen, at det er vigtigt at gøre sig tanker om det.

Det hjælper dig til at skabe relevant og værdifuldt indhold, som målgruppen forhåbentlig har lyst til at konsumere og på sigt konvertere på.

Dog skal det siges, at det jo naturligvis løbende kan ændre sig. Det kan være, at det pågældende indhold er yderst relevant lige nu og her, men om et halvt år kan det være, at det slet ikke er relevant længere. Derfor bør man løbende gøre status og sikre sig, at indholdet fortsat er relevant og værdiskabende for målgruppen.

Med afsæt i viden om hvem målgruppen er, vil du også bedre være i stand til at finde ud af, hvilke emner der kan være relevante at berøre i indholdet.

Hvilke typer af indhold vil du skabe?

For mange brands, virksomheder og hjemmesider er det oplagt at skrive blogindlæg. Det er nemt at gå i gang med, og traditionelt set har det været en populær måde at skabe indhold på. Det giver mange muligheder for linkbuilding, og det kan generere trafik til hjemmesiden.

Har man i lang tid skrevet blogindlæg og artikler, kan man med fordel forsøge at forlænge levetiden for disse ved at lave whitepapers og e-bøger, hvor man putter de vigtigste guldkorn fra blogindlæggene i.

Disse whitepapers og e-bøger kan man distribuere til brugerne i bytte for deres e-mails, og på den måde kan man skabe leads.

Udgivelse af indhold

Her er det vigtigt at tænke på de fordele, der ligger i at skabe indhold, der ikke kun er aktuelt nu, men som også kan leve videre og være aktuelt om lang tid, så det løbende kan generere trafik og være relevant for brugerne at læse.

Dog kan det selvfølgelig også give god mening at skabe indhold, der fokuserer på specielle anledninger og højtider, så værdien og potentialet i den type af indhold bør man bestemt ikke negligere.

Det vil ligeledes give god mening at forsøge at skabe en form for struktur over hele processen med udgivelse af indhold. Det kan ske i form af en contentkalender, så du i god tid planlægger, hvordan udgivelsen af indhold skal gribes an i den kommende uge, måned eller det kommende år.

Det kan ligeledes indebære en strategi for, hvordan indholdet helt konkret skal distribueres ud via de forskellige sociale platforme.

Der er således rigtig mange tanker, man bør gøre sig, når det drejer sig om at lægge den rette content marketing strategi.

Inspiration til indholdstyper i din content plan

E-bøger

Som vi allerede har været lidt inde på, så kan e-bøger være en oplagt måde at skabe leads på som led i en fornuftig content plan.

Det sker ved, at potentielle kunder downloader e-bogen efter at have indtastet kontaktinformationer.

Det vil ofte kræve en større arbejdsindsats at lave en gennemarbejdet e-bog, end det kræver at skrive et blogindlæg. Dog vil e-bøger og blogindlæg ofte kunne fungere i samspil med hinanden. Det kan eksempelvis være, at brugeren bliver nysgerrig og ønsker mere information efter at have læst et blogindlæg, og her kommer e-bogen ind i billedet.

For her vil det nemlig være oplagt at forsøge at lede brugeren ind på en landingpage, hvor man beder om brugerens kontaktinformationer i bytte for e-bogen. Selvom det for de fleste er indlysende, er det alligevel vigtigt at nævne, at e-bogen selvfølgelig skal skabe værdi for brugeren. Det er klart, at man i sidste ende ønsker at få fat i brugerens kontaktinformationer, men levererer du en sløset, halvfærdig e-bog, så kommer det til at gøre mere skade end gavn, og det opnår du altså ingen langvarig, sund kunderelation ved.

Whitepapers

Et whitepaper er endnu et fremragende værktøj til at skaffe leads.
Som det er tilfældet med e-bøger, så er det altså også tilfældet her – og med alle dine andre typer af indhold – at du skal levere noget, brugeren rent faktisk finder nyttigt.

Brugerne er ikke interesserede i at give deres kontaktinformationer væk til alle og enhver, så det indhold man leverer, skal selvfølgelig være af en vis kvalitet.

Det kan måske nogle gange være svært at skelne mellem whitepapers og e-bøger. De to formater kan også på mange punkter minde om hinanden. Om man bruger den ene eller den anden betegnelse, er nok heller ikke så vigtigt. Det vigtige er, at man leverer noget interessant og relevant indhold.

Brugerne søger efter svar på deres spørgsmål, og ofte vil de kunne finde svaret i et blogindlæg eller i en artikel. Vil man have et mere grundigt svar, kan man finde det i et whitepaper, hvor der ofte bliver gået mere i dybden med emnet, end det er tilfældet i et blogindlæg.

Skabeloner og brugbare værktøjer

En anden metode til at skabe leads kan være at tilbyde skabeloner og værktøjer, andre virksomheder kan bruge i deres markedsføring. Et godt eksempel på en aktør, der tilbyder relevante skabeloner og værktøjer til brugerene er Hubspot. De har samlet den ultimative pakke af skabeloner til content creation. I pakken er der mere end 386 forskellige skabeloner, som man frit kan downloade.

Det eneste man “betaler” med, er sine kontaktinformationer, og det er naturligvis noget, Hubspot kan bruge til at generere leads. De tilbyder indhold (i dette tilfælde skabeloner) af så høj værdi og i så enormt et omfang, at de håber, at brugerene i fremtiden konverteres til kunder og kommer til at gøre brug af nogle af de mange services, Hubspot tilbyder.

Er du generelt i tvivl om, hvordan du dog skal gribe de mange indholdstyper an, som der nævnes her i artiklen, så kan de mange skabeloner hos Hubspot være en god start. Der er skabeloner til e-bøger, contentkalendere, infographics, indholdsplanlægning, PowerPoints, indhold til sociale medier, pressemeddelelser og en hel masse andet.

Der er ingen grund til at prøve at opfinde den dybe tallerken. Gør brug af de gratis skabeloner, der bliver stillet rådighed rundt omkring. Det er jo gratis, så giv den gas.

Infographics

Et oplagt værktøj til at indsamle og præsentere data på en letforståelig måde. Der findes komplekse emner, der måske ikke hører hjemme i et blogindlæg, fordi det ganske enkelt er svært at gøre letforståeligt i den kontekst – både for dig, der skriver og for læseren.

Derfor kan det give mening med en lækker visuel præsentation, der gør et komplekst emne lettilgængeligt og mere spiseligt.

Canva har samlet en oversigt over 40 geniale infographics, der kan være med til at inspirere dig.

Podcast

Podcastmediet er i vækst, og det har det efterhånden været i et godt stykke tid. Lydmediet giver bare rigtig god mening, da det jo helt simpelt giver mulighed for at konsumere indhold på farten, og man kan lytte, mens man foretager sig andre ting. Den styrke har tekst og video ikke.

Som virksomhed kan man udnytte podcastmediet ved at interviewe interessante personligheder i den branche, man opererer indenfor. Der er mange muligheder.

Videoindhold

Videoindhold kan have tendens til at skabe mere engagement hos brugerne og i højere grad give anledning til deling på sociale medier. Det kan naturligvis kræve en større arbejdsindsats at skabe videoindhold af høj kvalitet, end det vil kræve at skrive et blogindlæg.

Er du klar til at skabe din egen content strategi?

Det tager tid at opbygge en velfungerende content plan og et velfungerende flow af indholdsproduktion.

Igen er det vigtigt at understrege, at tankerne og teorierne her i artiklen ikke er den eneste rigtige måde at gøre det på. Det er heller ikke nødvendigvis nogen komplet opskrift. Man kan altid vælge at bruge dele af idéerne her fra artiklen og kombinere det med inspiration, man finder andre steder.

Det vigtige er bare, at man kommer i gang. At man tager det første skridt.

Jo før man begynder at gøre sig tanker om vigtigheden af planlægning, produktion og distribution af indhold, jo bedre, og man kan lige så godt begynde med det samme. Der er ingen der siger, at man SKAL have en forkromet content plan fra dag 1. Tag et skridt ad gangen.



Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Share via
Copy link

Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function Smush\Core\Parser\str_contains() in /var/www/motz.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-smushit/core/parser/class-parser.php:373 Stack trace: #0 /var/www/motz.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-smushit/core/parser/class-parser.php(358): Smush\Core\Parser\Parser->sanitize_value('height') #1 /var/www/motz.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-smushit/core/parser/class-parser.php(157): Smush\Core\Parser\Parser->is_safe('height') #2 /var/www/motz.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-smushit/core/parser/class-parser.php(120): Smush\Core\Parser\Parser->get_element_attributes('<img height="1"...', 'https://motz.dk...') #3 /var/www/motz.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-smushit/core/parser/class-page-parser.php(35): Smush\Core\Parser\Parser->get_elements_with_image_attributes('<!DOCTYPE html>...', 'https://motz.dk...') #4 /var/www/motz.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-smushit/core/transform/class-transformer.php(53): Smush\Core\Parser\Page_Parser->parse_page() #5 /var in /var/www/motz.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-smushit/core/parser/class-parser.php on line 373