
Det kommer bl.a. til at handle om, hvordan SEO og kvalitetsindhold helt konkret går hånd i hånd. Derudover skal det handle lidt om, hvordan Google opfatter og vurderer kvaliteten af dine tekster.
Sidst men ikke mindst skal det handle om den selvfølge, de fleste kender til, nemlig at man altid skal sigte efter at levere relevant og brugbart kvalitetsindhold, der skrives for at hjælpe læseren og ikke for at lefle for søgemaskinerne. På trods af at det er en selvfølge, kan det godt være noget, man indimellem glemmer eller tager for givet.
Velskrevet content og SEO går hånd i hånd. Det er ikke to separate discipliner. De skal fungere i samarbejde med hinanden. Hvad velskrevet content helt konkret indebærer, kan der være mange meninger om.
Når du skriver artikler, blogindlæg eller anden form for tekst til hjemmesider eller webshops, kan der være flere forskellige mål forbundet med det. Det kan være, at du forsøger at underholde, informere, overbevise eller overtale læseren. Enhver tekst vil ofte have et eller andet form for budskab, som man forsøger at komme ud med. Hvad er det egentlig, man ønsker at fortælle med teksten?
Hvad er kvalitetsindhold?
Mange er efterhånden bekendte med det faktum, at man bør levere content af høj kvalitet, når man kommunikerer med nuværende og potentielle kunder. Det kan selvfølgelig lyde meget basalt, for hvem er ikke interesseret i at levere kvalitetsindhold til brugerne?
Google understreger selv vigtigheden af, at man bør udarbejde indhold, der er brugbart og relevant. Det må således kunne konkluderes, at det er et parameter, som Google lægger vægt på i algoritmerne. Skærer man helt ind til benet, kan man sige, at grundidéen for Google jo er at levere brugbart og relevant content på et splitsekund i relation til den søgning, der bliver foretaget.
Google udvælger og rangerer indholdet ved en given søgning baseret på, hvor relevant det regnes for at være. Så hvis dit indhold skal have nogen som helst chance for at præstere godt i søgeresultaterne, så skal det gavne modtageren på den ene eller anden måde.
Hvad anser Google selv for at være kvalitetsindhold?
Kigger man på den lidt tørre udlægning fra Google selv, så opstiller de flere forskellige kriterier eller anbefalinger for, hvad godt indhold er. Det kan opsummeres med følgende:
- Brugbart og informativt: Har man eksempelvis en hjemmeside for en restaurant, vil det være en god ide at inkludere adresse, åbningstider, kontaktinformationer, restaurantens menu og evt. en blog til at dele kommende begivenheder.
- Troværdighed: Vis troværdighed ved at gøre brug af ægte kilder, når der eksempelvis skal citeres. Hav ægte anmeldelser og testimonials på din side. Sørg altid for at citere den originale kilde, når du gør brug af statistikker, data og ekstern information.
- Høj kvalitet: Indholdet på hjemmesiden bør være unikt og af høj kvalitet. Husk på, at indholdet skal skabes med henblik på at give de besøgende en god brugeroplevelse – ikke for at præstere godt hos søgemaskinerne.
- Engagerende: Vis billeder af dine produkter, medarbejderne eller af dig selv. Hav styr på stavning og grammatik. Lav ikke faktuelle fejl. Du behøver ikke være sprogekspert, men hold det på et relativt højt niveau. Overdreven brug af annoncer på sitet kan være forstyrrende for den besøgende.
- Formål: Der skal være et formål med det indhold, du udgiver. Det kan lyde basalt, men det er vigtigt, at man rent faktisk kan gennemskue, hvad det overordnede formål og emne i artiklen/indlægget er.
Det er Googles egne rettesnore, som de fleste kan være med på og formå at overholde. De kan alle virke en anelse overfladiske, og det er det også, for der er selvfølgelig en masse dybereliggende elementer, man med fordel kan kigge på, når det handler om sammenhængen mellem SEO og velskrevet, relevant indhold.
Hvordan skriver man kvalitetsindhold?
Hvordan griber man det an i praksis? Det gør man først og fremmest ved at fokusere på at skrive til mennesker og ikke til søgemaskiner. Indholdet skal appellere til slut-brugeren (mulige kunder og læsere), og dernæst skal det forhåbentlig være med til at løse en form for problemstilling for brugeren. Hvordan skaber man indhold, der opfylder de kriterier? Hvordan skriver man indhold, der både rangerer fornuftigt på Google og som ligeledes gavner personen (mennesket), der læser med?
Der er som bekendt en lang række faktorer, der spiller ind, når Google indekserer søgeresultater. Et helt basalt kriterie, der kigges på, kan være, hvor mange (gode og troværdige) links, der peger mod den URL, vi har med at gøre. Et andet aspekt, der traditionelt set også har været fokuseret på, har været søgeordstæthed, og hvor mange gange et søgeord nævnes i løbet af en tekst. Det er helt basale principper indenfor SEO, som man traditionelt set har fokuseret meget på.
Når man så skal skrive tekster til sin hjemmeside, er det så fortsat vigtigt – her i år 2020 – at gøre sig tanker om, hvor mange gange man nævner søgeordet i teksten?
Man ser fortsat ofte, at der skrives hjemmesidetekster, hvor der fokuseres alt for meget på, hvor mange gange fokussøgeordet optræder i teksten eller hvor mange forskellige variationer af fokussøgeordet, man kan putte i teksten. Alt sammen for at øge chancerne for at teksten/siden kommer til at præstere endnu bedre i søgeresultaterne. De fleste kender fænomenet som SEO-tekster.
Det er problematisk, og det hører fortiden til. Google hverken ønsker eller har brug for, at vi skræddersyer og specialdesigner unaturlige tekster fyldt med alt for mange søgeord, der ikke giver mening for et almindeligt menneske. Google ønsker derimod, at vi forstår os på det emne, vi skriver om, så vi kan give læseren et grundigt og letforståeligt svar på dét, vedkommende søger svar på. Det er derfor, vedkommende har foretaget sin søgning; for at få et svar. Det er simpelt.
Det er også relevant at have in mente, når vi snakker content marketing strategi, for med content marketing er formålet i bund og grund også, at man skaber indhold, der er relevant og værdiskabende for målgruppen. Så i den henseende hænger tingene jo egentlig meget godt sammen her.
Er Google blot en dum robot, der ikke kan tænke selv?
Man bør – som nævnt – igen og igen huske sig selv på, at det altså er et menneskeligt individ, man sidder og skriver en tekst til og ikke en robot. Googles algoritmer udvikler sig også konstant, og det er en helt fejlagtig opfattelse at tro, at Google er en robot, der ikke kan tænke selv, og som man blot skal fodre med det rette antal søgeord i det rette antal variationer for at man kan få succes med SEO. Sådan hænger det ikke sammen.
Der findes ikke nogen magisk formel, der fortæller, at man skal fodre Google med det rette antal søgeord i et bestemt antal variationer på nogle meget nøje udvalgte placeringer i overskrifter og rundt omkring i teksten.
I løbet af de seneste par år har det netop også været hensigten for Google at blive endnu bedre til at forstå naturligt sprog. Google som søgemaskine er efterhånden bygget til at finde mening i og forstå godt indhold. Ved hjælp af machine learning er søgemaskinen blevet bedre og bedre til at forstå nuancer og kontekst i det, der bliver skrevet. I sidste ende skal det give bedre og mere relevante søgeresultater.
Det betyder dog ikke, at Google er fejlfri, når det kommer til at forstå naturligt sprog, men det er et stort skridt på vejen. Vi mennesker har som regel relativt nemt ved at forstå ord med tvetydige betydninger, eller når et ord fungerer som et synonym for et andet ord. For en søgemaskine er det dog sværere. Hvordan skal Google eksempelvis kunne kende forskel på betydingen af ordene ”hjul” og ”jul”?
Googles BERT-opdatering
Sidste års BERT-opdatering var især med til at understrege Googles ambition om at blive bedre til at forstå menneskers naturlige sprog. Teknologien, der gør det hele muligt, er meget kompliceret og jeg vil undlade at gennemgå de tekniske detaljer bag opdateringen. Det er dog relevant at komme ind på, hvordan Google i praksis er blevet bedre og måske mere “menneskelig” på visse punkter ifm. denne opdatering.
Før i tiden har det især været en udfordring at forstå, i hvilken kontekst et ord optræder. Har vi at gøre med et stedord, hvor man henviser til en tidligere nævnt person eller genstand, kan det være svært – selv for os mennesker – at holde styr på, hvem eller hvad der bliver refereret til i en given sætning eller samtale.
Her et et eksempel med to sætninger:
”Lars faldt over en sten, hvilket gjorde ondt” og ”han er en rar person”.
Stedordene ”hvilket” og ”han” refererer til og sættes i stedet for tidligere nævnte ord.
De fleste mennesker vil kunne gennemskue, hvad stedordene refererer til. Det har Google til gengæld ikke tidligere været i stand til, men søgemaskinen er nu blevet bedre til at forstå, hvilke betydninger stedord kan have, og hvad de sandsynligvis refererer til i den enkelte sætning. For at kunne forstå et ord, der kan have flere forskellige betydninger, vil man selvfølgelig som menneske kigge de ord, der er placeret rundt omkring ordet i den pågældende sætning. Det er helt naturligt for os mennesker, og det bliver mere og mere naturligt for søgemaskinerne.
Udviklingen og det øgede fokus på at kunne forstå naturligt og menneskeligt sprog falder ligeledes meget godt i tråd med, at folk efterhånden i højere grad benytter lange og ofte spørgende søgefraser. Jo længere søgefraser, jo vigtigere (sværere) bliver det at kunne forstå sammenhængen og nuancerne i sætningen. Evnen til at forstå tvetydigheder og hvordan ord bruges i forskellige sammenhænge, vil også have stor betydning for voice search, som flere og flere brugere fremadrettet vil benytte sig af.

Hvordan optimerer man sit indhold til BERT?
BERT er – som allerede beskrevet – sidste års opdatering, der gjorde Google bedre i stand til at forstå naturligt sprog. Hvad skal man – med udgangspunkt i den opdatering – så gøre anderledes, når man skriver indhold til sin webshop eller hjemmeside?
Svaret er, at man skal gøre det, man altid har skullet gøre.
Det er ikke fordi, at Google med denne opdatering nu har opstillet en masse nye krav for, hvad der får dig til at præstere godt i søgeresultaterne. På det punkt har intet ændret sig.
Google er bare blevet bedre til at forstå meningen og sammenhængen i de enorme mængder indhold, der findes derude, og det gør de først og fremmest ved at kigge på – og analysere – den søgefrase, du skriver i søgefeltet. Hvor man måske før kunne ”slippe afsted med” at overdrive brugen af søgeord på en side i forsøget på høje placeringer, så vil Google under de her nye omstændigheder være bedre i stand til at finde ud af, at den pågældende side måske slet ikke er så relevant, som man før gik og troede.
Opdateringen betyder ikke, at du nu skal foretage dig noget helt andet end tidligere med henblik på at imødekomme Googles ønsker. Det betyder blot, at du skal gøre dét, du altid har skullet gøre; skriv naturligt, relevant indhold, der gør læseren klogere og imødekommer dét, der bliver søgt på. På den lange bane skal du nok blive belønnet, hvis du glemmer alt om søgeordstæthed og placering af søgeord, når du skriver dine artikler og blogindlæg. Der er ikke noget smuthul, hvor du – hvis du er nøjeregnende nok – kan snyde Google til at tro, at dit indhold er bedre, end det i virkeligheden er.
Det er også det, Danny Sullivan fra Google understreger i nedenstående tweet:

Så bliv ved med det, du altid har gjort. Skriv brugbare, velformulerede, relevante, velstrukturerede og informative tekster. Det vil resultere i lavere bounce rate, da læseren vil være tilbøjelig til at blive på siden og læse videre, hvis vedkommende føler, at indholdet er brugbart.
Din hjemmeside fremstår også langt mere troværdig og professionel, hvis du har artikler og indlæg, der er gennemarbejdede, hvor man kan se, at der rent faktisk er gjort en reel indsats for at gøre læseren klogere. Dermed vil læseren også have større lyst til at vende tilbage til din hjemmeside i fremtiden for at læse flere af dine artikler eller indlæg eller i sidste ende købe et produkt eller en service af dig. En letforståelig tekst, der skærer ind til benet og giver et konkret svar på læserens problemstilling har større chance for at skabe en konvertering. Det er ikke rocket science. Skriver du en brugbar artikel, vil brugeren også være mere tilbøjelig til at dele den med andre.
Det kræver dog selvfølgelig, at du i processen med tekstforfatning kontinuerligt leverer content, så der er noget at vende tilbage til for læseren. At du er aktiv og løbende leverer en høj frekvens af artikler vil udstråle større troværdighed, end hvis du blot udgiver et par artikler i løbet af året. Det kan igen lyde som en banalitet og som noget, alle burde vide. Desværre ser man bare fortsat mange eksempler rundt omkring på virksomheder, der simpelthen ikke udgiver nok indhold, og det er en skam.
Princippet med at levere indhold af høj kvalitet gælder ikke kun, når du eksempelvis skriver artikler og blogindlæg. Det gælder i lige så høj grad også, når du skriver kategoritekster eller produktbeskrivelser. Det gælder hele vejen igennem i alle aspekter af dit arbejde med tekstindhold.
Alt dette er ikke noget, der munder ud i forbedrede placeringer i søgeresultaterne lige med det samme. Det tager tid, og du skal være klar til at skrive adskillige artikler og blogindlæg, før det i sidste ende giver pote, men det er det hele værd, og det er uden tvivl den rette, langtidsholdbare løsning – OGSÅ med henblik på søgemaskineoptimering.
Hvordan gør man sit indhold brugervenligt og rart at læse?
Vi har allerede slået fast, at indhold skal skrives med fokus på, at det er et menneske og ikke en søgemaskinerobot, der er læseren. Men hvordan sørger man så for, at indholdet er så rart og brugervenligt (for et menneske) at læse sig igennem som overhovedet muligt?
Søgeordsanalyse
Selvom målet er at skrive indhold, der er brugbart for læseren og som ikke fokuserer på søgeordstæthed og andre – efter min mening – forældede principper, så må man altså stadigvæk meget gerne gøre sit forarbejde, når det kommer til udvælgelse af søgeord. Man er nødt til at vide, hvilket/hvilke søgeord man gerne vil findes på, så man ikke skyder med spredehagl. Man vil jo gerne, at indholdet i sidste ende skal kunne findes via søgemaskinerne, og det er naturligvis helt fair at have det som et underliggende mål.
Der findes mange meninger om, hvor og hvordan man bør lægge sit fokus i udvælgelsen af søgeord. Èn tilgang kan være, at man fokuserer på long-tail søgeord, og at man så vidt muligt undgår søgeord, hvor konkurrencen er alt for hård. Den egentlige søgeordsanalyse indebærer selvfølgelig mere end blot dét, og der findes flere variabler, der gør sig gældende, og det er mere komplekst end som så.
Eftersom at dette indlæg ikke har fokus på den konkrete udvælgelse af søgeord og søgeordsanalyse, vil det nok derfor give god mening at søge andre steder hen for en mere fyldestgørende guide til, hvordan man laver en fornuftig søgeordanalyse. Der findes andre aktører, der har langt mere styr på den slags, end jeg har.
Gør teksten læsbar
Opdel dine hjemmesidetekster i overskuelige og letfordøjelige ”chunks”, der gør det nemt for læseren at komme igennem det. Vi lever i en verden, hvor det er ekstremt svært at fastholde brugernes opmærksomhed, når de bevæger sig rundt på nettet, og ingen har lyst til at blive hængende, hvis artiklen er en lang mur af tekst uden opdelte afsnit.
I praksis bør man sigte efter at opdele teksten i afsnit med 2-4 sætninger pr. afsnit, alt afhængig af sætningernes længde. Det er svært at generalisere omkring dette, så brug det blot som en rettesnor.
Det er også en god idé at gøre hyppigt brug af underoverskrifter. En tommelfingerregel kan være at gøre det for hver 150-300 ord. Det giver nogle afbræk og bryder ensformigheden.
Hold dig til emnet
Igen kan det komme til at lyde banalt, men ikke desto mindre er det vigtigt:
Lad være med at forsøge at skrive om ALT ved at brede dig ud over en hel masse underemner og søgeord, der ikke har den store relevans for dit hovedemne. I sidste ende skaber det bare forvirring, hvis du skriver om en hel masse forskelligt, hvor du ikke får berørt noget af det specielt grundigt.
Lad være med at skyde med spredehagl. Begræns dig til et enkelt emne, og skriv grundigt om det.
Jo længere besøg, jo bedre placering på Google?
Som det allerede er blevet beskrevet op til flere gange her i artiklen, så kan det altså have en vital betydning for din hjemmesides chancer for at præstere godt i søgeresultaterne, at du formår at fastholde brugeren på hjemmesiden så længe som muligt. Jo bedre og mere relevant indhold, du formår at præsentere for brugeren, jo mere lyst vil vedkommende have til at forblive på websitet.
Der kan ifølge Moz også være noget, der tyder på, at man har bedre muligheder for at opnå en placering indenfor top 6, hvis brugeren befinder sig på hjemmesiden i tilpas lang tid. At en bruger befinder sig på hjemmesiden i lang tid kan jo i de fleste tilfælde tænkes at være fordi, vedkommende finder dit indhold interessant, og at dét kan gavne dine muligheder for fornuftige placeringer hos Google, er jo interessant.
Det illustreres i grafen herunder:
Det er selvfølgelig ikke altid muligt at stille det så sort-hvidt op, og der kan være andre faktorer, der også spiller ind her.
Et lidt tilsvarende mønster lader i øvrigt ifølge Moz til at gøre sig gældende, når vi snakker bounce rate. Hjemmesider med lavere bounce rate end 76 % kan ofte i højere grad være i stand til at opnå placeringer i top 4 på Google. Har man en høj bounce rate (over 78 %), vil man ikke i lige så høj grad være i stand til at ramme top 4 ifølge undersøgelsen.
Det illustreres i nedenstående graf:
Det betyder dog ikke, at det officielt kan påvises, at bounce rate direkte er et parameter, Google bruger i indekseringen og placeringen af søgeresultater, men det er klart, at bounce rate er et vigtigt parameter at kigge på, når vi snakker “user engagement”. Det vil altså alt andet lige være positivt set med Google-briller, hvis du har en hjemmeside, hvor brugeren åbenlyst har lyst til at blive hængende og engagere sig.
Forhåbentlig er du i løbet af artiklen her blevet klogere på, hvilke ting du bør have i tankerne, når du skriver indhold til din webshop eller hjemmeside. Det kan også være, at det kan hjælpe dig med at afklare, om du selv føler, at du er i stand til at levere den mængde kvalitetsindhold, der anbefales, eller om du måske i stedet for vil hyre et tekstbureau, der kontinuerligt sørger for at producere værdiskabende indhold til din målgruppe.
Derudover er du forhåbentlig blevet klogere på sammenhængen mellem velskrevet (relevant) content og SEO samt det faktum, at du skal glemme (næsten) alt om søgemaskiner, når du skriver indhold.
Google skal nok belønne dig i sidste ende, hvis du laver indhold, der er brugbart og relevant for læseren.